LEGO Fonden

Hvordan bidrager din organisation til at Billund bliver børnenes hovedstad, hvor børn lærer gennem leg og bliver skabende verdensborgere?

LEGO Fondens mål er at genopdage legen og  gentænke læringen. Vi ønsker at skabe en fremtid, hvor læring gennem leg styrker børns kreative evner og understøtter læring hele livet. Denne ambition er vigtigere end nogensinde før. Nutidens børn vokser op i en tid præget af konstante forandringer, globale udfordringer og en tæt forbundet verden, hvilket alt sammen påvirker deres fremtidsudsigter. 

At være med til at gøre Billund til børnenes hovedstad har høj prioritet for LEGO Fonden, og vores primære bidrag omfatter følgende projekter i skrivende stund: 

  • Støtte til CoC Playful Minds daglige arbejde for visionen, herunder deres store indsats omkring ”Billund Builds som samarbejder med alle skoler og dagtilbud i Billund Kommune 
  • Efteruddannelse af alle pædagoger i Billund Kommune via diplom modulet ”Leg, Kreativitet og Læring” 
  • Indførelse af ny pædagogisk tilgang på Vorbasse Skole, hvor Læring gennem Leg kombineres med Projektbaseret Undervisning 

Erfaringerne fra vores arbejde i Børnenes Hovedstad er også en del af de erfaringer vi deler med andre projekter og projektpartnere i Danmark og internationalt, ligesom at vores arbejde i Børnenes Hovedstad hviler på international forskning og uddannelsespraksis. 

Hvad får børn særligt ud af netop jeres bidrag? 

Lige fra børns allerførste stunder har børn et fantastisk og naturligt potentiale for at lære om verden gennem leg. I de seneste årtier har videnskaben fundet stadigt flere tegn på, at børn lærer konstant, og at de etablerer forbindelser og engagerer sig i deres omgivelser gennem positive legende oplevelser. 

Disse medfødte evner er de samme kompetencer, der gør børn i stand til at blive kreative, engagerede og lære hele livet. Men for at kunne blomstre skal disse kompetencer plejes, understøttes og udvikles i takt med børnenes udvikling, hvorfor LEGO Fonden arbejder med at klæde pædagoger og undervisere på til at facilitere den lærende leg og være med til at styrke børns kreative evner, og deres lyst og evne til at lære gennem hele livet.  Tina Marie Petrowsky, Program ansvarlig,

Hvordan synes I, at det linker til visionen om Børnenes Hovedstad?

LEGO Fonden ønsker at understøtte en dagsorden, hvor læring naturligt sættes sammen med en legende tilgang. Børn lærer og udvikler sig bedst, hvis de får lov til at skabe, være nysgerrige og lege. Det er afgørende at dyrke disse kompetencer i en verden kendetegnet ved hastige forandringer, både for det enkelte barn og for samfundet som helhed. Tina Marie Petrowsky, Program ansvarlig, LEGO Fonden 

FAKTA:

Etableringsår i Billund:
1986

Sektor:
Erhvervsdrivende fond

Hvor mange børn udvikler deres kompetencer hos jer årligt?
Internationalt når vi ud til mere end 2,4 million børn om året (2018 tal)