Børnevenlig By og Kommune

I Billund Kommune har børn altid været på dagsordenen. Først med klodser, siden i politik. Men først og fremmest i børnesynet. Hos unge og gamle. I byrum og skoler. I leg og politik. Det er i respekten for børn, deres rettigheder og i ligeværdig børneinddragelse, at vi videregiver noget dyrebart til børn – nemlig oplevelsen af at blive værdsat, respekteret og retfærdigt behandlet. Det er faktisk en børnerettighed for alle børn i verden.

I de sidste ti år har Billund arbejdet med visionen om Børnenes Hovedstad, hvor børn lærer igennem leg og bliver skabende verdensborgere. Kernen har altid været respekten for børn. Respekten for børn er i dag så indgroet, at det er en central del i en lang række tiltag. Derfor anerkendes Billund som den første danske Børnevenlige By og Kommune i Danmark. Ikke af hvem som helst. Men af verdens mest respekterede internationale organisation indenfor børnerettigheder, nemlig FNs børneorganisation UNICEF.